Men på det seneste har Puk skrevet meget om sine pennevenner. Og sådan en har jeg faktisk også, vi har skrevet sammen siden folkeskolen (22 år) og lige som den ene af Puks pennevenner kommer hun fra Japan. Vi har aldrig mødt hinanden og nogle gange går der langt tid i mellem vores udvekslinger, men lige gyldig hvad er det jo helt fantastisk at man faktisk har en ven der har fulgt en i SÅ mange år. Puks indlæg har givet mig stof til eftertanke, for i disse elektroniske tider, har jeg faktisk ikke skrevet et håndskrevet brev til min penneveninde i mange år. Det bliver mest på email og facebook, hvilket jo også er rigtig dejligt, men bare ikke det samme, når man nu ser Puks fine og hyggelige breve. Så jeg tror jeg vil begynde at samle lidt til bunke så jeg kan sende min japanske penneveninde et fint og hyggeligt brev, for det var jo sjovt nok sådan det var i de første mange år vi skrev sammen. Hvem ved, måske jeg snart er afhængig af brevskrivning også :-)
Mens min lille hygge bunke samles er jeg startet med at skrive et brev til en veninde der har ønsket sig et "køleskabs billede" af min lille dreng. -Og det er vist meget godt, for det er som om hånden og hjernen ikke længere ved hvordan man skriver. Hjernen er blevet programmeret til at informerer via mails i bullits og korte præcise sætninger (med størrere eller mindre success selvfølgelig), så det føles lidt stakato agtigt at skrive et håndskrevet brev. Men det er jo nok som med så mange andre ting at det bare gælder om at komme igang... og gentagelse gentagelse gentagelse :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig, jeg sætter pris på hver enkelt kommentar